Fra opdagelsen af ​​ozonhullet til Montreal-protokollen

 

 

 

Opdagelsen af ​​det antarktiske ozonhul

Ozonlaget beskytter mennesker og miljøet mod skadelige niveauer af ultraviolet stråling fra solen. Kemikalier, der kaldes ozonnedbrydende stoffer (ODS), frigives ukontrolleret til atmosfæren før; Disse kemikalier beskadiger det stratosfæriske ozonlag. I maj 1985 beskrev forskerne Joe Farman, Brian Gardiner og Jonathan Shanklin deres observation af store ozontab over Antarktis i tidsskriftet Nature British Antarctic Survey (BAS). Opdagelsen af ​​det antarktiske ozonhul ved BAS gav en tidlig advarsel om den potentielt farlige udtynding af ozonlaget på verdensplan.

Wienerkonventionen, en indleder af Montrealprotokollen

I takt med at teknologien udviklede sig, påpegede videnskabelige studier det nye problem og dets konsekvenser af ozonnedbrydningen. Der er blevet opfordret til handling i årevis. I 1985 blev Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget udarbejdet som reaktion herpå. Wienerkonventionen var den første konvention af nogen art, der blev underskrevet af alle involverede lande, og den trådte i kraft i 1988 og blev universelt ratificeret i 2009.
Konventionen havde til formål at fremme samarbejde mellem nationer ved at udveksle information om virkningerne af menneskelige aktiviteter på ozonlaget. Men fordi konventionen ikke er juridisk bindende, kræver Wienerkonventionen ikke, at landene træffer kontrolforanstaltninger for at beskytte ozonlaget. Montrealprotokollen trådte i kraft i 1987 for at løse dette problem.

Hvad er Montreal-protokollen?

Montrealprotokollen blev underskrevet i 1987 og trådte i kraft i 1989. Den blev oprindeligt underskrevet af 46 lande, og traktaten har nu næsten 200 underskrivere. Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, er en global aftale om at beskytte Jordens ozonlag ved at udfase de kemikalier, der nedbryder det. Montrealprotokollen er en universel traktat, der regulerer produktion og forbrug af næsten 100 menneskeskabte kemikalier, der kaldes ozonnedbrydende stoffer (ODS).

Hvad siger Montreal-protokollen?

Montrealprotokollen nedtrapper forbruget og produktionen af ​​de forskellige ozonlagsnedbrydende stoffer trin for trin med forskellige tidsplaner for udviklede og udviklingslande (benævnt "artikel 5-lande"). I henhold til denne traktat har alle parter specifikke ansvarsområder i forbindelse med udfasning af de forskellige grupper af ozonlagsnedbrydende stoffer, kontrol med handel med ozonlagsnedbrydende stoffer, årlig rapportering af data, nationale licenssystemer til kontrol af import og eksport af ozonlagsnedbrydende stoffer og andre forhold. Udviklingslande og udviklede lande har lige, men differentierede ansvarsområder, men vigtigst af alt har begge grupper af lande bindende, tidsbestemte og målbare forpligtelser.

Stoffer kontrolleret i henhold til Montreal-protokollen

Bilag A (CFC'er, haloner)
Bilag B (andre fuldt halogenerede CFC'er, tetrachloridkulstof, methylchloroform)
Bilag C (HCFC'er)
Bilag E (methylbromid)
Bilag F (HFC'er)

Montrealprotokollen støttes af Ozonsekretariatet under FN's Miljøprogram

Traktaten udvikler sig over tid i lyset af nye videnskabelige, tekniske og økonomiske udviklinger, og den ændres og justeres løbende. Partmødet er traktatens styringsorgan med teknisk støtte fra en åben arbejdsgruppe, der begge mødes årligt. Parterne bistås af ozonsekretariatet, som er baseret på FN's miljøprograms hovedkvarter i Nairobi, Kenya.